13.9.08

Folketinget er ved at vedtage en lov hvorefter dommerne i byretterne skal have kapper på ligesom de altid har haft i landsretterne og i Højesteret. Det protestere byretsdommerne over. Det forstår jeg ikke helt.

Byretsdommerne mener at det er deres viden og erfaring der er afgørende når der afsiges domme og ikke deres udseende. Det kan man jo ikke være uenig i! Men gælder det ikke også landsretterne og Højesteret? Hvorfor skal dommerne der (og også advokaterne der procederer) så have kapper på?
Der argumenteres også med at man skal være tæt på borgerne og borgerne skal opleve domstolene som en service og der skal ikke være afstand til borgerne. Med den nye domstolsreform er der også lagt op til at borgerne ikke skal have advokater med i retten. Vi har nemlig fået en såkaldt småsags-proces der betyder at sager under 50.000 foregår ved en rundbordssnak og rådgivning i sagens førelse direkte fra dommeren, der så senere skal dømme i sagen - der er nemlig ingen grund til dyre advokater i så små sager dem kan dommeren nemlig selv ordne.

Jeg synes det er rigtig fint at byretsdommerne skal have kappe på! Borgerne skal ikke "tæt" på domstolene eller dommerne, og en domstol er ikke et "serviceorgan". Der bør være en klar afstand mellem dommeren der dømmer og så parterne i retssagen. Der skal være en vis formel optræden og "regler" for gennemførelse af en retssag. Man skal ikke snik-snakke og så pludselig dømme. Dommeren er ikke en sagsbehandler der skal "hjælpe" en borger i en retssag og retten er ikke en "servicebutik".

Det er rigtig at det afgørende naturligvis er at dommeren har en stor virden og erfaring, men det er ikke ligegyldigt hvordan dommeren ser ud - ja undskyld det kan lyde gammeldags og snobbet, men jeg mener at en dommer i en kappe udstråler autoritet, og det er alle parter klart hvem der er hvem og hvem der bestemmer.

I landsretten har alle også kapper på. En læge/sygeplejer har kittel, en præst har præstekjole, en politibetjent har uniform o.s.v. Hvis det afgørende er om folk kan deres erhverv/"håndværk" og det er det eneste afgørende så bør vi vel bare skrotte alle "uniformer"?

Blot en lille historie: Jeg havde en retssag hvor parterne var erhvervsdrivende (det ene et hold amerikanerer), og sagen kunne faktisk betyde liv og død for den ene part. Alle vidner var revisorer og forretningsfolk der mødte op i jakkesæt (og en del med slips). Det var faktisk ikke snobbede folk, men de var ved at fald ned af stolen for ind trådte en dommer iført sandaler, fjällräv bukser, en MEGET krøllet skovmandsskjorte og "morgenhår"!

Ingen kommentarer: