28.9.08


Det skal ikke være nemt at få dansk indfødsret mener mange. Derfor indbygger vi så med vilje fejl i indfødsrets-prøven eller hvad?

I prøven lyder spørgsmål 11: "Beskytter dansk lovgivning mod diskrimination på grund af køn?". Det rigtige svare her er jf. den officielle "rettevejledning" JA.

Men spørgsmål 15 lyder: "Skal alle danske MÆND aftjene værnepligt. Her er det rigtige svar så også JA.

Det hænger jo ikke rigtig sammen. Spørgsmål 11 er faktisk hylende forkert, for der er fx. jf. spørgsmål 15 en diskrimination i Grundlovens §81 hvor kun mænd er forpligtet til at aftjene værnepligt.

Med spørgsmål 11 sigtes muligvis til ligestillingsloven. Men ligestillingsloven har faktisk en del undtagelser til diskriminationsforbudet. Fx. har kvinder en bedre retstilling ved graviditet. Der er også pligt til at diskriminere under visse omstændigheder fx. for at fremme en ligestilling kan det ene køn diskrimineres for at fremme det andet køn.

Det er noget uheldigt at prøven indeholder en sådan fejl!

Man kan så sige at ovenstående bare et lidt polemisk - men hov man kan faktisk miste rette til dansk statsborgerskab hvis man svare forkert!

23.9.08

De ti pirater på Absalon løslades

Ja det er da genialt. Vi sender et krigsfartøj til Afrikas Horn for at beskytte skibstrafikken HERUNDER fange pirater. Det kan jo så være at man ikke regnede med rent faktisk at fange nogen, men det gjorde man!
Og hvad så....ja...nå for søren ...så må vi lige undersøge hvad dælen vi gør ved dem (Kunne man måske ikke have undersøgt retsforholdene og have klare retningslinier for situationen INDEN man for mange millioner kroner udrustede et skib og sendte det på piratjagt?).
Og hvad bliver så resultatet - ja piraterne løslades så igen? Måske oven i købet i deres eget fartøj og våbnene dem har de måske også fået udleveret igen.

15.9.08

Ekstra Bladet - Bøllebørns forældre må til lommerne

Det er jo et vanvittigt lovforslag at forældrene skal være ansvarlige for deres børn. Jeg mener naturligvis at man har et opdragelses- og for så vidt også et sted et moralsk ansvar i et vist omfang, men at gøre forældre økonomisk ansvarlige for store teenage børns handlinger er vanvid. Man siger man vil have nogen til at betale for hærværket - jo men ved det meste hærværk finder man jo aldrig den skyldige alligevel. Jeg mener at lovforslaget giver følgende problemer:

1) Hvad med børn der lever i skilsmissefamilier - er det så begge familier der hæfter for hærværket? eller kun den der er så uheldig at have forældremyndigheden?
2) Hvad med børn der er tvangsfjernet (måske netop fordi de er nogle "rødder")? Hvad med børn i familiepleje eller anbragt på institution?
3) Børn der laver hærværk har ofte et anstrengt forhold til forældrene og er måske ligeglad eller i værste fald faktisk begår hærværk/vold for at straffe forældrene hvis de skal betale? Og hvordan havde man forestillet sig at man som forældre skulle sikre sig at ens barn aldrig gjorde skade? Låse dem inde? Selv velopdragne børn kan altså finde på i kådhed, fuldskab eller bare dårligt selskab at foretage sig noget dumt!
4) Hvad havde man forestillet sig at forældre skal stille op hvis barnet bliver ved med at udøve vold og begå hærværk? man må jo ikke spærre børn inde!
5) Skal der betales også ved simpel uagtsomhed eller hvordan afgøres det hvornår forældrene skal beltale, kan man slippe hvis man kan bevise at man har givet børnene en god opdragelse - hvad det så end er?
6) Forældre til sådanne stærk kriminelle børn er sjældent økonomisk godt stillet og kan alligevel ikke betale erstatning og de har kun sjældent forsikringer i øvrigt - se dog pkt. 7. Så i mange tilfælde vil der aldrig blive betalt erstatning alligevel.
7) Der kan næppe tegnes forsikring mod sådanne krav da intet forsikringsselskab vil dække skader som en kunde (her barnet) gør fuld bevidst.

Forældre risikere med andre ord at skulle gå fra hus og hjem fordi deres uopdragne børn eller bare ubetænksomme, fjollede, kluntede, fulde børn begår dumheder.

At tro at Ahmed og Jørgen fra Nørrebro eller Gjellerup eller Thorkil fra Riskov vil holde op med at udøve hærværk, udøve vold eller kaste med sten når deres far/mor forklarer dem at nu komme forældrene til at betale hvis de ikke opfører sig ordenligt er simpelthen for naivt og direkte dumt!

13.9.08

Folketinget er ved at vedtage en lov hvorefter dommerne i byretterne skal have kapper på ligesom de altid har haft i landsretterne og i Højesteret. Det protestere byretsdommerne over. Det forstår jeg ikke helt.

Byretsdommerne mener at det er deres viden og erfaring der er afgørende når der afsiges domme og ikke deres udseende. Det kan man jo ikke være uenig i! Men gælder det ikke også landsretterne og Højesteret? Hvorfor skal dommerne der (og også advokaterne der procederer) så have kapper på?
Der argumenteres også med at man skal være tæt på borgerne og borgerne skal opleve domstolene som en service og der skal ikke være afstand til borgerne. Med den nye domstolsreform er der også lagt op til at borgerne ikke skal have advokater med i retten. Vi har nemlig fået en såkaldt småsags-proces der betyder at sager under 50.000 foregår ved en rundbordssnak og rådgivning i sagens førelse direkte fra dommeren, der så senere skal dømme i sagen - der er nemlig ingen grund til dyre advokater i så små sager dem kan dommeren nemlig selv ordne.

Jeg synes det er rigtig fint at byretsdommerne skal have kappe på! Borgerne skal ikke "tæt" på domstolene eller dommerne, og en domstol er ikke et "serviceorgan". Der bør være en klar afstand mellem dommeren der dømmer og så parterne i retssagen. Der skal være en vis formel optræden og "regler" for gennemførelse af en retssag. Man skal ikke snik-snakke og så pludselig dømme. Dommeren er ikke en sagsbehandler der skal "hjælpe" en borger i en retssag og retten er ikke en "servicebutik".

Det er rigtig at det afgørende naturligvis er at dommeren har en stor virden og erfaring, men det er ikke ligegyldigt hvordan dommeren ser ud - ja undskyld det kan lyde gammeldags og snobbet, men jeg mener at en dommer i en kappe udstråler autoritet, og det er alle parter klart hvem der er hvem og hvem der bestemmer.

I landsretten har alle også kapper på. En læge/sygeplejer har kittel, en præst har præstekjole, en politibetjent har uniform o.s.v. Hvis det afgørende er om folk kan deres erhverv/"håndværk" og det er det eneste afgørende så bør vi vel bare skrotte alle "uniformer"?

Blot en lille historie: Jeg havde en retssag hvor parterne var erhvervsdrivende (det ene et hold amerikanerer), og sagen kunne faktisk betyde liv og død for den ene part. Alle vidner var revisorer og forretningsfolk der mødte op i jakkesæt (og en del med slips). Det var faktisk ikke snobbede folk, men de var ved at fald ned af stolen for ind trådte en dommer iført sandaler, fjällräv bukser, en MEGET krøllet skovmandsskjorte og "morgenhår"!

9.9.08

Som en del af udgivelse af bogen "Har vi en aftale?" på BørsenMikro blogger jeg i den kommende tid også på BørsenMikro's website. Du kan følge med i min blog her

Så er min bog "Har vi en aftale" netop udkommet på Børsens Forlig - BørsenMikro. Læs mere her

Jeg kommer også på Iværksættermessen 2008 i Forum på lørdag og der kan du møde mig på BørsenMikro's stand.